SOSU-elever oplever på egen krop, hvordan det er at have nedsat syn, og hvilke hjælpemidler, der kan være brugbare.

SynsExpo besøgte SOSU H i Brøndby

Som en del af Videnscenter for Velfærdsteknologis hjælpemesse, kunne Komiteen for Sundhedsoplysning med støtte fra VELUX FONDEN, igen i år, præsentere SynsExpo på SOSU H i Brøndby. I SynsExpo kunne SOSU-elever og undervisere gå på opdagelse i hverdagen med synsnedsættelse.

Den 4. oktober 2023 kom op mod 1.000 SOSU-elever fra Sjælland forbi Videnscenter for Velfærdsteknologis hjælpemesse på SOSU H i Brøndby. Som en del af messen var SynsExpo, som er et oplevelsesrum, der er bygget op som et hjem. Her finder man henholdsvis et køkken, en opholdsstue og et læseområde, som til sammen demonstrerer, hvordan den rigtige belysning, fokus på kontraster og forstørrende teknologier kan gøre en stor forskel for mennesker med nedsat syn.  

I SynsExpo kunne SOSU-elever og undervisere bevæge sig gennem rummene og prøve forskellige lupper og lamper. Ved at prøve briller med slør og tunnelsyn kunne de opleve nogle af de udfordringer, mennesker med nedsat syn møder i deres hverdag. Fokus var på, hvilke hverdagsproblemer mennesker med nedsat syn oplever og hvordan sundhedspersoner kan støtte disse personer i hverdagssituationer. Synskonsulenter fra CSV-København var også til stede og rådgav om, hvad man kan gøre for at holde fast i sine interesser, selvom synet er udfordret. De gav gode råd til indretning af hjemmet og tiltag og hjælpemidler, der skaber et bedre liv for folk med synsnedsættelse.  

I SynsExpo kunne elever mærke på egen krop, hvordan små ændringer kan gøre en stor forskel. De blev inspireret til at have fokus på kontraster, belysning og hjælpemidler for at gøre hverdagen for personer med nedsat syn lettere. De blev yderligere informeret om, hvor mennesker med synsnedsættelse, pårørende og sundhedspersoner kan finde viden og rådgivning om nedsat syn. 

Kunne du tænke dig at få SynsExpo på besøg? Så send os en mail på kontakt@raadomsyn.dk. Vi kan ikke garantere, at alt kan lade sig gøre, men drøfter gerne mulighederne.