Fortællinger på skrift

"Man kan godt have rod og vide, præcis hvor tingene er."

Mischa Winther har øjensygdommen grøn stær, som giver blinde pletter i synsfeltet. Hun er derfor nødt til at være temmelig organiseret i hverdagen – både ude og hjemme. Samtidig finder Mischa stor glæde i at fokusere på høresansen og fordybe sig i sin musik.

Af Christian Døsing Sørensen

Når Mischa redigerer sin musik, er der helt styr på lydspor og taktslag, men andre steder i hjemmet kan det godt knibe med at holde orden:

”Tingene skal bare ligge det samme sted. Jeg har ikke lagt mærke til det før, men nu kan jeg godt se det. Jeg bliver i dårligt humør, når jeg skal bruge en time på at finde den pakke gær, jeg lige har købt”, griner Mischa.

"Jeg bliver i dårligt humør, når jeg skal bruge en time på at finde den pakke gær, jeg lige har købt."
Mischa Winther

Hun ser ikke sig selv som et decideret struktureret menneske, men kan godt se, at hun nok bliver nødt til at blive det, efterhånden som synet bliver dårligere. Det handler blot om at have sit eget system, for som Mischa siger:

”Man kan godt have rod og vide, præcis hvor tingene er”.

Musik og tekst af Mischa Winther

De seneste 35 år har Mischa læst og skrevet meget i forbindelse med sine sygdomsforløb. Og så har hun komponeret og indspillet talrige musiknumre i sit hjemmestudie.

"Da mit syn blev dårligere, var der ikke så mange indtryk at forholde sig til. Det er faktisk nogle gange en lettelse."
Mischa Winther

”Når man har blinde pletter på synet, vil de selvfølgelig fylde mere, jo længere ting kommer væk. Det er meget nemmere for mig både at skrive og læse på min telefon, fordi jeg kan få den tættere på ansigtet”, forklarer Mischa.
 

Programmer til musikredigering navigerer Mischa også i, selv om de ikke er helt så lette at gå til, når man har problemer med synet. Det holder hende dog ikke tilbage, og så sent som i 2021 udgav hun albummet ”Miss Fit”, hvor hun selv har skrevet tekst og musik og spiller de fleste instrumenter.

En balance af indtryk

Mischa ser i det hele taget både fordele og ulemper ved sit udfordrede syn. Én fordel er, at hun oplever at være mere fokuseret og mindful med de ting, hun foretager sig. Samtidig er det ikke kun skidt, at der bliver sorteret i de mange indtryk, bylivet byder på.

”Jeg er meget opmærksom på, hvad der foregår omkring mig. Tidligere kunne jeg hurtigt føle mig mæt, endda overvældet af indtryk, når jeg var ude. Da mit syn blev dårligere, var der ikke så mange indtryk at forholde sig til. Det er faktisk nogle gange en lettelse”, siger Mischa med et smil.

Dato