Fortællinger på skrift

"Et af de største problemer, når man kommer i min situation, er at acceptere det."

Bent Lawsen er 78 år, og gennem de sidste 10-15 år har han oplevet, at hans syn og hørelse er blevet gradvist dårligere. Nu ser og hører han så dårligt, at han falder ind under definitionen på døvblindhed, men han formår alligevel at bevare et positivt livssyn.

Af CFD Rådgivning Viden og Udvikling

Bent fortæller:

"Det er meget svært at have problemer med begge sanser. Ikke nok med at jeg hører og ser dårligt, men jeg har også et meget væmmeligt skelnetab. Det betyder, at jeg nok kan høre, at der bliver sagt noget, men jeg kan ikke skelne ordene fra hinanden og forstå dem. Tilsammen giver det utroligt mange problemer."

et af de største problemer, når man kommer i min situation, er at acceptere det.
Bent Lawson

Men jeg vil stadig sige, at et af de største problemer, når man kommer i min situation, er at acceptere det.

Det er den allerførste og vigtigste ting. Når man så er kommet over denne fase, så må man prøve at udnytte alle de muligheder, der er.

Jeg er i hvert fald meget, meget glad for al den hjælp, jeg har fået, blandt andet gennem Rikke, som er min døvblindekonsulent. Jeg har både fået hjælpemidler som et talende ur, diktafon og lydbøger, og jeg har også fået indlæst nogle brugsanvisninger og andre ting på lyd. Det har været en meget stor hjælp.

Jeg er også virkelig glad for min kontaktperson, der kommer en gang om ugen – om onsdagen fra klokken 14 til 17, hvor jeg bliver luftet. Vi går rundt om en kunstig sø herude, hvor Morten, som han hedder, fortæller noget om dyrelivet, hvordan søen ser ud nu. For eksempel da vi gik i onsdags, fortalte han, at nu var der jo kommet lidt vind, så nu var der bølger på søen. Og hvis der er lappedykkere eller andre dyr på søen, så fortæller han mig også noget om det.

Selvom jeg både ser og hører så dårligt, at jeg faktisk kan kaldes døvblind, så kommer der lige pludselig nye lys for enden af tunnelen, og det er rigtig dejligt.
Bent Lawson

 

Så vi går tur, og jeg får at vide, hvad der sker undervejs. Og bagefter går vi op og får kaffe og lidt kage, som min kone, Lillian, har sørget for. Så kan jeg sidde og stille spørgsmål, om hvad der foregår i verden. Under pandemien kunne det fx være, at jeg spurgte, hvor mange der nu var blevet vaccineret mod corona? Hvis Morten ikke lige selv ved det, går han i gang med at kigge på sin telefon og kan så fortælle mig det.

Så alt i alt synes jeg, at der er mange utroligt positive ting ved at have en kontaktperson. Noget nyt, jeg glæder mig til, er, at i år har jeg fået nogle ekstra kontaktpersontimer. Jeg håber, at jeg kan bruge dem til at komme til nogle foredrag. Det kan være, jeg kan komme ud på nogle andre ture. Det vil tiden vise, men i hvert fald: Jeg ser meget lyst på fremtiden. Der er stadig nye muligheder, og det er det, jeg synes, er spændende. Selvom jeg både ser og hører så dårligt, at jeg faktisk kan kaldes døvblind, så kommer der lige pludselig nye lys for enden af tunnelen, og det er rigtig dejligt.

 

Dato